Formål

Socialtilsynene godkender og fører tilsyn med offentlige og private sociale tilbud og plejefamilier.

Formålet er at sikre, at borgerne i tilbuddene og plejefamilierne ydes en indsats, der er i overensstemmelse med formålet i lov om social service, barnets lov og kapitel 40 i sundhedsloven.

For tilbud i drift skal socialtilsynene føre tilsyn med, at tilbuddene og plejefamilierne har den fornødne kvalitet. Udgangspunktet for denne vurdering er en kvalitetsmodel, som følger af bekendtgørelse om socialtilsyn. Læs mere om kvalitetsmodellen her.

Socialtilsynene fører tilsyn med den generelle kvalitet i tilbuddet. Socialtilsynet undersøger fx, om de fysiske rammer understøtter borgernes udvikling og trivsel, og om tilbuddets medarbejdere eller plejeforældrene har relevante kompetencer i forhold til målgruppens behov. Det betyder også, at vi ikke fører tilsyn med konkrete borgeres ophold i tilbuddet eller plejefamilien. Det hører under det personrettede tilsyn, som varetages af anbringende eller visiterende kommune.

Godkendelse af tilbud og plejefamilier

Socialtilsynene godkender virksomheder som ønsker at drive socialt tilbud og familier, der ønsker at være plejefamilie. Ansøgere gennemgår et ansøgningsforløb i det enkelte socialtilsyn, der afsluttes med en afgørelse om godkendelse, hvis ansøger opfylder betingelserne for godkendelse.

Økonomisk tilsyn

Socialtilsynene fører et økonomisk tilsyn med tilbuddene og plejefamiliernes økonomi.

Formålet med det økonomiske tilsyn med sociale tilbud er at sikre, at tilbuddene drives økonomisk forsvarligt og i overensstemmelse med lovgivningen. Det økonomiske tilsyn skal sikre, at midlerne anvendes korrekt og til gavn for de borgere, der modtager støtte i tilbuddene.

I plejefamilier skal socialtilsynet påse, at plejefamiliens økonomi giver grundlag for en stabil anbringelse.

Tilsynsbesøg

Socialtilsynet skal som minimum aflægge tilsynsbesøg hvert tredje år i tilbud og hvert andet år i plejefamilier. Tilsynsintensiteten i det enkelte tilbud eller den enkelte plejefamilie fastlægges ud fra en risikobaseret tilgang. Til dette formål har socialtilsynene udviklet en risikomodel. Læs mere om risikomodellen her.

Tilsynsbesøgene er som udgangspunkt uanmeldte. Særlige forhold kan dog gøre det nødvendigt at anmelde tilsynsbesøget, eksempelvis hensynet til tilbuddets målgruppe, eller hvis formålet med tilsynsbesøget ellers vil forspildes.