FAQ
Spørgsmål og svar
Generelle spørgsmål (for alle målgrupper)
- Hvad er socialtilsynet?
Socialtilsynet er en offentlig myndighed, der fører tilsyn med og godkender både sociale tilbud og plejefamilier. Formålet er at sikre, at indsatsen over for børn, unge og voksne med særlige behov er af høj kvalitet, og at tilbuddene og plejefamilierne lever op til lovgivningens krav. Tilsynet vurderer blandt andet faglighed, organisering, fysiske rammer og borgernes trivsel. - Hvem er omfattet af socialtilsynets tilsyn?
Det gælder bl.a. botilbud, opholdssteder, døgninstitutioner og plejefamilier, som arbejder med børn, unge og voksne med særlige behov. - Hvordan kontakter jeg mit lokale socialtilsyn?
Du kan finde kontaktoplysninger via denne fælles hjemmeside. Her bliver du guidet videre til det socialtilsyn, der dækker din kommune. - Hvordan klager jeg over et socialt tilbud eller en plejefamilie?
Du kan henvende dig direkte til dit lokale socialtilsyn. De tager imod klager og vurderer, om der skal føres tilsyn eller foretages yderligere undersøgelser.
For borgere og pårørende
- Hvad gør jeg, hvis jeg er bekymret for forholdene i et botilbud?
Du kan kontakte socialtilsynet og dele din bekymring. Det kan være anonymt eller ikke-anonymt, og tilsynet vurderer derefter, om der er grundlag for at undersøge sagen nærmere. - Kan jeg være anonym, når jeg henvender mig til socialtilsynet?
Ja, du kan vælge at være anonym. Socialtilsynet har dog mulighed for at oplyse over for tilbuddet og andre, at socialtilsynet har modtaget en henvendelse og det overordnede tema for henvendelsen. Socialtilsynet må dog ikke oplyse tilbuddet og andre om henvendelsen, hvis vi vurderer, at du dermed ikke kan forblive anonym. - Hvordan ved jeg, om et tilbud er godkendt af socialtilsynet?
Du kan finde godkendte tilbud på Tilbudsportalen, som indeholder oplysninger om alle godkendte sociale tilbud og plejefamilier i Danmark.
For sociale tilbud
- Hvordan bliver vi godkendt som socialt tilbud?
I skal sende en ansøgning til det relevante socialtilsyn. Tilsynet vurderer bl.a. jeres formål, faglige kompetencer, økonomi og fysiske rammer. Godkendelsen er en forudsætning for at kunne modtage borgere. - Hvad indebærer et tilsynsbesøg?
Et tilsynsbesøg kan bl.a. omfatte samtaler med borgere, medarbejdere og ledelse, observationer af hverdagen og gennemgang af dokumentation. Formålet er at vurdere kvaliteten og sikre, at tilbuddet lever op til kravene i lov om socialtilsyn. - Hvordan forbereder vi os til tilsyn?
Det er en god idé at have opdateret dokumentation, være klar til dialog og reflektere over jeres praksis. Tilsynet lægger vægt på åbenhed og samarbejde. - Hvad sker der, hvis vi ikke lever op til kravene?
Socialtilsynet kan give påbud eller skærpede tilsyn. I alvorlige tilfælde kan godkendelsen trækkes tilbage, hvis tilbuddet ikke har den fornødne kvalitet.
For plejefamilier
- Hvordan bliver man godkendt som plejefamilie?
Du skal igennem en godkendelsesproces hos socialtilsynet, hvor socialtilsynet bl.a. vurderer jeres motivation, erfaring, hjemmets egnethed og familiens ressourcer. Der indgår samtaler, hjemmebesøg og et 4-dages grundkursus. - Hvad indebærer godkendelsen som plejefamilie?
Godkendelsen betyder, at I vurderes egnede til at modtage børn eller unge i pleje. Den er personlig og gælder kun for den konkrete familie og det hjem, der er godkendt. - Hvordan foregår tilsynet med plejefamilier?
Tilsynet sker løbende og omfatter samtaler, hjemmebesøg og vurdering af samarbejdet med kommunen og omkring barnet. Formålet er at sikre barnets trivsel og kvaliteten af plejen. - Kan man miste sin godkendelse som plejefamilie?
Ja, hvis der opstår alvorlige bekymringer, eller hvis forholdene ændrer sig væsentligt, kan socialtilsynet træffe afgørelse om at godkendelsen ophører. Det sker altid efter en konkret vurdering.
Andre relevante spørgsmål
- Hvordan arbejder socialtilsynet med kvalitet?
Tilsynet vurderer kvalitet ud fra en række kriterier fra kvalitetsmodellen. Målet er, at tilbuddene og plejefamilierne har den fornødne kvalitet. - Er der forskel på de fem socialtilsyn?
Alle fem tilsyn arbejder efter samme lovgivning, risikomodel og kvalitetsmodeller. - Hvad er Tilbudsportalen?
Tilbudsportalen er en national database, hvor du kan finde oplysninger om godkendte sociale tilbud og plejefamilier. Den bruges af både kommuner, borgere og tilbud.





